Formål: Modul for salt-/ferskvands balance beregning. Aktiviteten har til formål at udbygge det hydrologiske modelsystem MIKE SHE, så der kan regnes på
densitetsbetingede strømningsforhold, som i visse områder i Danmark styrer vandbevægelser i grundvandszonen i nærheden af kyster og i visse forbindelser også ved kraftige forureningsudslip.
Status:
Arbejdet med udvikling af densitetskomponenten til MIKE SHE er i fuld gang. Det er besluttet, at bygge en interface til en eksisterende, og anerkendt densitetsmodel -HST3D - udviklet af USGS. Der har været afholdt møder
med forfatteren til modellen - Kenneth Kipp, og han spiller en aktiv rolle i forbindelse med kodning og testning af modellen.
Indtil videre har hovedaktiviteten omkring HST3D været fokuseret på integration af
programkoden i MIKE SHE.
I januar 2000 var Kenneth Kipp, forfatteren af den oprindelige kode, på besøg i 2 uger (12-1 til 27-1). Samarbejdet fungerede godt og en række spørgsmål blev afklaret med hensyn til at
klargøre koden til integrationen med MIKE SHE. Mere specifikt blev koden dobbeltchecket ved omhyggelig nærlæsning og diskussion af de forestående ændringer. Opmærksomheden var også henledt på korrekt implementering af
egenskaber beregnet på celle-randene. Dette er formentlig det største erfarede problem, når der skal skiftes mellem blok-centreret og grid-centreret tilgang imellem de to koder. Det næste besøg af Ken Kipp er fastsat
til at begynde den 8. maj 2000. Hensigten med dette andet besøg vil være at afprøve den integrerede HST3D / MIKE SHE version.
Integrationen af koderne er for tiden i fuld gang og den første arbejdende version
forventes klar i uge 15. Det blev besluttet at understøtte integrationsarbejdet ved en udvidelse af MIKE SHE setup-programmet. Dette skal muliggøre dannelse af inddata til den integrerede HST3D/MIKE SHE fra en
eksisterende MIKE SHE opsætning. Det endelige produkt vil således bestå af MIKE SHE vandbevægelsesmodul udvidet med HST3D og et tilpasset MIKE SHE setup-program, der tillader opsætning af inddata til den integrerede
HST3D / MIKE SHE version.
Kontaktpersoner: Hans Jørgen Henriksen, GEUS og Jesper Skovdal Christiansen, DHI |