Grafik
Til forsiden
Vandmodel
SitemapUdskriftsvenlig

Anvendelse af DK-modellen

GEUS har ophavsretten til DK-modellen. Vi ønsker at modellen bruges bredt ved løsning af opgaver/nye undersøgelser og giver derfor alle brugsret til modellen og data på følgende vilkår:
  • GEUS angives som kilde.
  • Brugen sker på eget ansvar og dette skal fremgå overfor brugerens samarbejdspartnere.
  • For at sikre modellens udvikling, informeres GEUS pr. email: i tilfælde hvor der sker:
    • ændringer i modelkonceptet
    • justeringer af den konceptuelle model (herunder den hydrostratigrafiske model)
    Brugeren accepterer endvidere, at GEUS benytter sådanne ændringer/justeringer til en fremtidig opdatering af DK-modellen.

I takt med, at de enkelte delmodeller er kalibreret og valideret indlæses disse i den national modeldatabase, hvorfra de kan downloades vederlagsfrit. Ønskes der samlede MIKE SHE modelopstillinger og/eller udtræk af dele af modellen, kan dette opnås ad hoc ved henvendelse til projektgruppen på GEUS.

Før data fra DK-modellen anvendes er det dog vigtigt at afklare i hvilken udstrækning data kan anvendes til løsning af en konkret opgave. Modellen er opstillet og kalibreret til at give en overordnet beskrivelse af vandbalancen på stor skala (oplandsskala), og er således tilpasset de overordnede regionale forhold og ikke lokalspecifikke variationer. Modellen vil med fordel kunne anvendes som udgangspunkt for detailstudier, enten ved udtræk af relevante data og randbetingelser eller ved anvendelse af modellen i en screenings fase under de indledende undersøgelser til udpegning af problemområder, hvor der er behov for mere detaljerede studier. Da modellen er opstillet på stor skala kan den ikke forventes at være direkte anvendelig til løsning af lokalspecifikke problemer, såsom indsatsplaner, vurderinger af lokale påvirkninger af vandløb og vådområder eller til detailstudier af forureningsspredning fra lossepladser og depoter.

Det er ikke muligt at give en fuldstændig eller generel oversigt over hvilke opgaver modellen kan anvendes til. I hvilken udstrækning modellen kan anvendes i forbindelse med løsning af en konkret opgave afhænger af opgavens karakter, og hvilken detaljering og præcision der er påkrævet. Anvendelsen af DK-modellen skal derfor vurderes individuelt for enhver opgave. Ved anvendelse af modellen er der dog nogle overordnede forhold der kræver speciel fokus:

Model opbygning

Med indarbejdelsen af de tidligere detailmodeller opstillet i amterne i en 100x100m opløsning, har den hydrogeologiske model undergået en gennemgribende opdatering siden den første version af modellen der lå færdig i 2003. Modellen vurderes derfor, at være det p.t. bedste bud på en samlet national hydrogeologisk model på den givne skala. Det skal dog pointeres, at modellen kun er opdateret i de områder, hvor der eksisterede detailmodeller ved amternes nedlukning pr. 2007, for øvrige områder er den hydrogeologiske tolkning baseret på den tidligere DK-model (tryk her  for en oversigt over placeringen af de indbyggede modeller). Endvidere er det ikke alle eksisterende amtsmodeller, der var opstillet i et 100x100m grid, hvorfor den egentlige tolkning vil være grovere i flere områder.

Modellen er en integreret overflade- grundvandsmodel, hvor overfladevandsdelen håndteres af MIKE11. Under modelopstillingen er der indhentet tidligere MIKE11 opsætninger og opmålinger af vandløbstværsnit, der er bygget ind i modellen. Af hensyn til simuleringstiden, har det dog været nødvendigt at begrænse antallet af tværsnitsbeskrivelserne, og derfor er ikke alle tværsnitsopmålinger medtaget i modelopsætningen. For projekt med fokus på lokale påvirkninger af vandløb kan det derfor være nødvendigt at udbygge MIKE11 opsætningen for en mere præcis placering af delvandløbsstrækninger. En opsætning med samtlige indhentede tværsnit kan rekvireres ved henvendelse til projektgruppen på GEUS.

I overfladevandsbeskrivelsen er der anvendt en simpel beskrivelse for søer, der er indlagt som brede vandløbstværsnit. Denne løsning er begrundet i modeltekniske årsager, hvor en detaljeret beskrivelse af søerne vil medføre signifikant længere simuleringstider. Den simple løsning for søerne medfører, at der ikke tages hensyn til søernes reservoir virkning, ligesom den regulering, der finder sted ved udløbene fra mange af søerne, ikke beskrives. Modellen vil derfor ikke være egnet til en detaljeret beskrivelse af dynamikken i og tæt ved søerne samt udvekslingen mellem søer og grundvand.

Modelkalibrering og validering

Princippet om anvendelse af færrest mulige parametre, med én hydraulisk ledningsevne for hhv. sand og ler betyder, at modellen holdt så gennemskuelig som muligt, men tilgengæld er den ikke tilpasset lokalspecifikke forhold. Ved anvendelsen af modellen for et mindre område, er det således ikke garanteret, at de optimale parameterværdier fundet for kalibrering af DK-modellen, ligeledes vil være de optimale værdier for delområdet.

Under kalibrering af modellen er der lagt størst vægt på at opnå en god overensstemmelse mellem den totale observerede og simulerede afstrømning, mens der har været mindre vægt på modellens evne til at reproducere ekstremhændelser (meget lave/ meget høje vandføringer).

De endelige kalibrerings- og valideringsresultater for de enkelte delområder er rapporteret i de respektive modelrapporter

Top

Grafik
© National vandressourcemodel Øster Voldgade 10, 1350 København K Tlf.: 38142000 E-mail:
Sidst ændret : Onsdag 19. Aug., 2009
*
Valid HTML 4.01!Valid CSS!